Gennem tredjepartscertificeringer kan vi opføre byggerier, der indtænker klima, miljø og mennesker i højere grad. En certificering hjælper med at reducere klimapåvirkningen i opførelsen af byggeriet, i driftsfasen, og efter endt levetid når byggeriet engang skal rives ned eller renoveres. Et certificeret byggeri har desuden yderligere fokus på at skabe gode forhold for beboerne, der sikrer sundt indeklima, minimal afgasning fra byggematerialer og energieffektivitet.
Med en tredjepartscertificering sikrer vi, at en uafhængig tredjepart verificerer byggeriet på baggrund af data, målinger og konkret dokumentation. Dette garanterer, at byggeriet er opført efter faste standarder inden for bæredygtighed i byggeriet.
DGNB
Vi kan tilbyde et DGNB-certificeret byggeri, der tildeles af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Kort fortalt fokuserer en DGNB-certificering blandt andet på byggeriets CO2-udledning (LCA), biodiversitet, energieffektivitet, beboerkomfort og indeklima. DGNB er på nuværende tidspunkt den førende certificering inde for bæredygtighed i byggeri og er mest oplagt til større byggerier.
Som en del af vores bæredygtighedsstrategi vil vi kunne tilbyde vores kunder et certificeret byggeri med fokus på bæredygtighed.
Da vi dykkede ned i DGNB-certificeringens krav, blev vi overbeviste om, at det ville være optimalt at afprøve DGNB-processen på os selv, før vi kunne tilbyde det til vores kunder. På den måde kunne vi være sikre på, at vi kunne garantere den samme tilfredsstillende kvalitet, pris og proces, som vores kunder kender og er vant til.
Vores første DGNB-projekt er et rækkehusprojekt ved Hadbjerg, der skal DGNB-Guld certificeres. Projektet omhandler 34 rækkehuse og bygges for vores søsterselskab Vestergaard Estate. Vi er godt i gang med opførelsen.
Svanemærket Byggeri
Vi kan tilbyde vores private kunder og erhvervskunder et byggeri med certificeringen Svanemærket Byggeri. Svanemærket er en velkendt og anerkendt certificering, som stiller høje krav til blandt andet CO2-udledning (LCA), minimalt indhold af sundheds- og miljøskadeligt indhold i byggematerialer samt sundt indeklima i bygningen.
Vi har en gennemgående ambition om at minimere klimabelastningen fra vores byggerier gennem databaseret og systematiske CO2-beregninger, også kendt som livscyklusvurderinger (LCA). En LCA giver en dokumenteret beregning af klimabelastningen fra et byggeri gennem hele byggeriets levetid.
Vi har igangsat en omfattende analyse og kortlægning af, hvordan vi minimerer klimabelastningen fra vores byggerier gennem alt fra materialevalg, design af planløsning og bygningens udformning og størrelse. Dette indebærer derfor, at vi nu kan tilbyde byggerier i lavemissionsklassen med en LCA-score på maksimalt 8 kg. CO2 pr. m2 om året.
Nybyggeri er forbundet med en høj klimabelastning og et højt ressourceforbrug. Derfor bør en øget cirkularitet implementeres for at minimere ressourceforbruget og dermed klimabelastningen. Dette kræver indledningsvist, at vi begrænser mængden af materialer, der anvendes i byggeriet, og at vi øger cirkulariteten af brugte materialer i vores forsyningskæde.
Dette betyder både, at vi skal optimere håndteringen af nye materialer for at minimere risikoen for beskadiget materialer. Derudover skal vi anvende genbrugte og genanvendte materialer i byggeriet og vi skal forberede vores ”affald” til at kunne genbruges og genanvendes, enten internt i vores egne projekter eller i vores forsyningskæde.
Derfor har vi igangsat en række pilotprojekter, der genanvender vores byggeaffald, blandt andet i samarbejde med udvalgte aktører, som Røde Kors Byggegenbrug, Comeback Woodshop, Greendozer m.fl.
Som byggefirma der opfører nye boligområder, har vi et ansvar for at indtænke naturlige områder og biodiversitet i højere grad. Dette skal gøres blandt andet ved at indtænke plads til grønne fællesområder i vores rækkehusprojekter og integrere naturelementer, der er egnsbestemte og målrettet den lokale fauna i de projekter, der tillader det.
På denne måde skaber vores nyopførte projekter ikke kun plads til de mennesker, der skal bo der, men også til naturen.